Tilbage

Sygefraværspolitik

Retningslinjer for sygefraværssamtaler i Tønder Kommune.

Arbejdsmiljø og trivsel er et fælles ansvar – og de bedste løsninger til nedbringelse af sygefravær finder vi i fællesskab.

Ledelse og medarbejdere kan i fællesskab finde den bedste måde at styrke trivslen og den forebyggende indsats ved at tage udgangspunkt i, hvordan kernopgaven kan løftes indenfor de givne rammer og vilkår. Det kan for eksempel gøres ved at

  1. Arbejde bevidst med at styrke den sociale kapital ved at udvise tillid til hinanden
    og tro på, at ledelsen og kollegerne hver i sær bidrager med det bedste de kan for
    at løse den fælles opgave med kvalitet og effektivitet.
  2. Bidrage konstruktivt til den fælles opgaveløsning ved at se sine egne
    arbejdsopgaver som en del af en større, fælles opgave på tværs af faggrænser og
    teams/afdelinger.

Retningslinjerne for sygefraværssamtaler i Tønder Kommune skal sikre, at der holdes jævnlige samtaler, så den enkelte arbejdsplads og den sygemeldte kan holde tæt kontakt under et sygdomsforløb.

Samtalerne skal sikre, at forbindelsen til en sygemeldt medarbejder opretholdes, og at der udarbejdes en plan for tilbagevenden til arbejdet. Samtalerne giver også den enkelte leder mulighed for at tilrettelægge arbejdet under medarbejderens fravær.

Der skal være en individuel tilgang til håndtering af sygefraværet på den enkelte
arbejdsplads. Det er vigtigt, at nærmeste leder har en tæt og systematisk kontakt til den sygemeldte. Nedenfor beskrevne tidsplan for samtaler under et sygdomsforløb er udgangspunktet, men hver arbejdsplads kan supplere med retningslinjer omkring, hvem man skal sygemelde sig til, hvornår og hvordan det foregår.

Sygefravær er fravær fra arbejde, som skyldes sygdom. I Tønder Kommune defineres det ud fra, hvad man indberetter i lønsystemet, nemlig "sygdom”, ”§ 56 – sygdom” (kronisk sygdom) og ”arbejdsskade”, ”nedsat tjeneste (delvis sygefravær)”

Arbejdet med håndtering af sygefraværet er et ledelsesansvar.

Fraværssamtaler er både omsorg og afklaring. Der skal altid skrives referat fra en personlig samtale i Tønder Kommune. Referatet skal skrives under mødet og en kopi udleveres til medarbejderen så der er klarhed over hvad der er aftalt. Referater og andre bilag opbevares i medarbejderens personalesag.

Tidsplan for omsorgssamtaler under et sygdomsforløb

Forebyggende omsorgssamtaler efter 3 adskilte sygemeldinger inden for de seneste 6 måneder

Omsorgssamtale

Nærmeste leder har ansvaret for at indkalde, afholde og dokumentere omsorgssamtalen. Formålet med samtalen er ud fra en anerkendende tilgang at skabe dialog om medarbejderens trivsel eller mangel på samme. Hvis sygefraværet er begrundet i forhold på arbejdspladsen, fysisk eller psykisk arbejdsmiljø, er det vigtigt at inddrage TRIO (AMR, TR og leder) og udarbejde en handleplan for, hvordan situationen kan håndteres og hvordan en lignende situation kan forebygges. Tønder Kommunes arbejdsmiljøkonsulent kan hjælpe med konkrete redskaber.

Hent Spørgeguide til brug ved omsorgssamtaler inkl. aftaleark (Bilag 2).

I Spørgeguiden kan du finde inspiration til relevante spørgsmål som retter sig mod afklaring på såvel kort som lang sigt. Samt et aftaleark til brug som referat af omsorgssamtalen.

Mulighedserklæringen kan også anvendes ved forløb med gentagne sygemeldinger, hvor hyppigt sygefravær har rod i helbredsproblemer.