Vedtægter for personaleforeningen ved Tønder Kommune

Vedtægter for personaleforeningen ved Tønder Kommune

Navn § 1
Foreningens navn er Tønder Kommunes Administrative Personaleforening kaldet TAP
Foreningen har hjemsted i Tønder Kommune.

Formål § 2
Det er foreningens formål, på upolitisk måde at varetage almene interesser og gennem forskellige arrangementer og aktiviteter at styrke sammenholdet og
forbedre samarbejdet mellem personalet på tværs af ansættelsessted og arbejdsområder at sikre medlemmerne fordelagtige tilbud

Medlemskab § 3
Stk. 1
Som medlem kan optages alt personale med hovedarbejdsplads ved en af
Tønder Kommunes administrationsbygninger (dog undtaget institutioner)
Stk. 2
Elever, vikarer eller personer i jobtræning jf. stk. 1 kan blive optaget i
personaleforeningen fra ansættelsestidspunktet.
Stk. 3
Praktikanter kan deltage uden medlemskab i foreningens aktiviteter i praktikperioden på samme vilkår som medlemmer.

Stemmeret og Valgbarhed § 4
Stk. 1
Stemmeberettigede og valgbare til foreningens bestyrelse er hvert fremmødt til generalforsamlingen, der har været betalende medlem af foreningen de seneste 3 måneder. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt uden fremmøde.
Stk. 2
Valgbarhed for valgbare kan opnås uden fremmøde, såfremt formanden
før generalforsamlingen har modtaget en skriftlig anmodning om dette fra
opstillede valgbare, der er forhindret i fremmøde.

Kontingent § 5
Kontingent til personaleforeningen fastsættes på den årlige generalforsamling, og betales ved løntræk månedligt.

Indmeldelse /  udmeldelse § 6
Udmeldelse Ind- og udmeldelse sker skriftligt til Personaleforeningen. Udmeldelse skal ske med én måneds varsel. Ved fratrædelse sker udmeldelse automatisk.

Eksklusion § 7
Bestyrelsen kan ekskludere et eller flere medlemmer, hvis foreningens
formål modarbejdes. Ekskluderede medlemmer har dog ret til at indanke
deres sag for en generalforsamling. Anken har ikke opsættende virkning.

Generalforsamling § 8
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts måned. Indkaldelse
sker via e-mail til alle registrerede medlemmer med mindst 14 dages varsel.

Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende

  • Valg af dirigent
  • Bestyrelsens beretning
  • Regnskabsaflæggelse
  • Budget – herunder fastsættelse af kontingenter og takster
  • Behandling af indkomne forslag
  • Valg til bestyrelsen og suppleanter
  • Valg af 2 revisorer og 1 revisorsuppleant
  • Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være skriftlige
og bestyrelsen i hænde senest 8 dage før den afholdes.

Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af
forsamlingen, og som ikke må være medlem af bestyrelsen.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes inden 2 måneder efter, at
et flertal i bestyrelsen eller mindst 15 % af medlemmerne, med beskrivelse af, hvad man ønsker til behandling, indgiver et skriftligt ønske herom.

Indkaldelsen skal ske med mindst 14 dages varsel.

Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle registrerede medlemmer, som har betalt kontingent de seneste 3 måneder, men kun fremmødte medlemmer har stemmeret. Hvert medlem har én stemme. Afstemningen sker ved håndsoprækning eller ved begæring af blot ét medlem ved skriftlig afstemning. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til antal fremmødte
medlemmer jf. dog § 11.

Bestyrelsen § 9
Foreningen ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer, der vælges skiftevis for 2 år ad gangen, således at der i ulige år er 3 bestyrelsesmedlemmer på valg og i lige år 4 bestyrelsesmedlemmer på valg.

Der vælges desuden 2 suppleanter til bestyrelsen samt revisorer og revisorsuppleanter.

Genvalg kan finde sted.

Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med
formand, næstformand, kasserer og sekretær.

Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningen. Foreningen tegnes af
formanden og kassereren.

Hvervet som bestyrelsesmedlem ophører, såfremt pågældendes ansættelsesforhold ophører.

Bestyrelsesmøde afholdes når formanden eller to bestyrelsesmedlemmer
finder det nødvendigt.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer deltager i mødet. Formanden eller næstformanden skal være én af de 4 bestyrelsesmedlemmer, som deltager i mødet.

Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens eller den fungerende formands stemme udslagsgivende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Ved et bestyrelsesmedlems varige forfald indtræder den suppleant, der på
generalforsamlingen har opnået højst stemmetal, i bestyrelsen.

Bestyrelsen kan nedsætte underudvalg til at tage sig af specifikke opgaver. Udvalgsmedlemmer udpeges af bestyrelsen og et medlem af bestyrelsen er automatisk medlem af udvalget.

Bestyrelsen kan delegere arbejdet ud med hensyn til den konkrete gennemførelse af aktiviteter og arrangementer.

Bestyrelsen kan godkende, at ikke-medlemmer deltager ved arrangementer.

Bestyrelsen fastsætter deltagerprisen / tilskuddets størrelse til arrangementer.

Bestyrelsen kan ikke ud over medlemskontingentets rammer pådrage foreningen økonomiske forpligtelser uden generalforsamlingens samtykke.

Regnskab og revision § 10
Kassereren står for administration af kassen og fører regnskab.
Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december. 

Regnskabet skal være revideret af den generalforsamlingsvalgte revisor,
der gennemgår regnskabet og forsyner det med påtegning om regnskabets rigtighed og beholdningens tilstedeværelse.

Foreningens formue ud over, hvad der er nødvendigt til afholdelse af løbende udgifter, skal anbringes i pengeinstitut eller lignende betryggende
sted.

Opløsning af foreningen § 11
Opløsning af foreningen kan ske på en generalforsamling efter at det har
været til urafstemning blandt medlemmerne.

Ved urafstemningen skal mindst 2/3 af de afgivne stemmer gå ind for opløsning af foreningen. Urafstemningen skal foregå over min. 3 uger.

Ved generalforsamlingen skal ligeledes 2/3 af de fremmødte medlemmer
stemme for opløsning af foreningen.

Foreningen kan først endelig opløses, når alle dens økonomiske udeståender er afviklet.

Den afsluttende generalforsamling træffer bestemmelser om anvendelser
af foreningens midler.

Vedtægtsændringer § 12
Vedtægter kan ændres på en ordinær generalforsamling, hvis majoriteten
af de fremmødte stemmer for ændringen.

Vedtægtsændringer træder i kraft pr. 1. juli 2015.

Således vedtaget på generalforsamling den 23. marts 2015 med i krafttrædning den 1. juli 2015

Dirigent Morten Snitker

Referent Ole Ottosen

Note
Sidste kontingent til lokalafdelingerne udbetales den 31. maj 2015, hvorefter det
fulde kontingent tilfalder den nye samlede forening.